Den
danske
enkelheds
rødder
—

Enkelhedens evangelium

Jeg er nået til følgende erkendelse og har skænket den til verden: Kulturens evolution er ensbetydende med fjernelsen af ornamentet fra brugsgenstanden. (…) Vi har overvundet ornamentet, vi har kæmpet os igennem til ornamentløsheden. Se, tiden er nær, fuldbyrdelsen venter os. Snart vil byens gader skinne som hvide mure. (Loos 1906)

Den første af enkelhedens tænkere er antageligvis Adolf Loos (1870–1933), den østrig-ungarske arkitekt og kulturkritiker. I Loos’ tid herskede historicismens romantiske sværmeri og han påpegede det inkonsekvente og meningsløse i ornamenter, særligt når de kom til at stå i vejen for funktionen. Han afviste altså ikke fuldt ud ornamenterne, de måtte blot have noget at sige om brugssammenhængen, livsformerne og den moderne kultur. Titlen på Loos’ essay fra 1906, Ornament og forbrydelse, efterlader ingen tvivl om hans kritiske syn på den fremherskende historicismes tilbageskuende verdensopfattelse. Loos beskriver malende ornamentløshedens fulde og ligefrem åndelige mening; den blev for Loos nærmest et religiøst anliggende. Når ornamentets sammenhæng med kulturens udtryk ikke længere var tilstede og ornamentet ingen sammenhæng med verdensordenen havde, måtte den fjernes. Loos’ ideologi om enkelhed, som værende en udrensning af ornamenterne, bryder dog først for alvor igennem efter 1. verdenskrig.

Funktionalisterne

I 1919 grundlagdes Bauhausskolen i Weimar, hvor funktionalismen var den altafgørende drivende kraft. Her fik man sat mere konkret form på Loos’ vidtløftige ideologi og de studerende blev opfordret til at udforske industrielle materialer og eksperimentere frit—dog altid med designets formål og brug; dets funktion for øje hvilket typisk overflødiggjorde ornamenteringen. Den amerikanske arkitekt Louis Sullivans mantra “form follows function” er rammende for initiativerne på Bauhaus. For netop formgivningens æstetik var underlagt brugsværdien. Det ses i flere af de designs, der blev skabt på Bauhaus (se fig 1.1).

Skolen var, modsat samfundet på Loos’ tid, ideologisk tæt forbundet med rationalisme og fremskridtstro og med masseproduktionens muligheder. En ensidig stor vægt på disse begreber medfører en risiko for, at hensynet til det enkelte menneskes velfærd sættes over styr. (Bauhausfolket havde dog en tanke om at ville ”producere for folket”, men det kan diskuteres hvor vidt det lykkedes.) Længere i den retning gik den mere radikale De Stijl-bevægelse, som var bauhausfunktionalismens beslægtede og samtidige hollandske pendant, hvor blandt andre Gerrit Rietveld og Piet Mondrian udtrykte sig i kuber, primærfarver, vertikaler og horisontaler for derigennem at opnå objektivitet og orden i livet og samfundet—en stringent og følelseskold harmoni. Disse funktionalisters værker var ikke ligefrem imødekommende eller humane i deres udtryk (fig 1.2). Den mest ekstreme form for funktionalisme finder vi i den italienske futurisme, som i endnu højere grad var en hyldest til fremskridtet, maskinen og endda til militæret. Krigsførsel blev anset som katalysator for udvikling og fremskridt. Fart, bevægelse og dynamik var indbegrebet af det moderne menneske (fig 1.3).

Denne tre-trins-raket giver et billede af, hvad vi kunne kalde ”funktionalismens menneskesyn”. Bauhaus kan siges at være første skridt efter Loos. De Stijl driver funktionalismen et skridt videre i en radikal retning. Og den italienske futurisme tager funktionalismen til sin dehumaniserende ekstrem.

Demokratisk funktionalisme

Funktionalismen vandt også indpas her i Norden, hvor den kaldtes funkis. Men modsat særligt den sydeuropæiske forløber blev funktionalismen i Norden præget af en humanistisk og demokratisk ideologi. En social bevidsthed, der søgte at opnå tryggere levevilkår for flest mulige, blev flere steder efter 1. verdenskrigs vanvid en væsentlig faktor i boligindretning og møbeldesign. Der blev arbejdet for at skabe nogle gode basismøbler, funktionelle og holdbare, som i kraft af sit mål om at appellere til masserne blev kaldt demokratisk design. Det handlede om at producere billige, enkle og slidstærke møbler til hverdagsbrug, som den jævne befolkning havde mulighed for at anskaffe sig – og ikke bare billige, men også i god kvalitet! Ens møbler til alle måtte være et skridt på vejen mod den sociale lighed. 

Allerede i 1896 blev Fællesforeningen for Danske Brugsforeninger, FDB, etableret. FDB fik også senere stor betydning ind i funktionalismens program, for i 1942 blev Børge Mogensen ansat i FDB som tegnestuechef. Han udviklede møbelprogrammet FDB Møbler, der havde til hensigt at udnytte brugsforeningsnetværket til at få gode og billige møbler ud til større bredder af befolkningen (fig 1.4). Man brugte en overgang arbejdstitlen Folkemøbler. I begyndelsen producerede Tarm Stole & Møbelfabrik mange af fdb’s møbler. Folke Pålsson var en tid leder på fabrikken og havde altid to krav til møblerne: de skulle være smukke og funktionelle. 

Nøgleord for den danske funktionalisme kan således siges at være hverdagsdesign og demokratisk design.

Humanistisk funktionalisme

Den danske funktionalisme udviklede sig også på det rent æstetiske plan i en langt mere humanistisk retning, end den var begyndt i de sydlige lande. For selvom den bibeholdt det enkle udtryk fra funktionalismen, finder vi ikke den samme rå, kantede og kolde nøgenhed, men en mere blød og menneskelig enkelhed. Tanken, som vi også finder hos Folke Pålsson, om at designet skulle være smukt og funktionelt for flest mulige mennesker i deres hverdag, kredsede på den måde om bløde og humane værdier, hvorimod funktionalismen sydpå mere objektivt set ønskede at skabe orden og stringens i en krigstraumatiseret verden—men altså måske på bekostning af det menneskelige (fig 1.5).

Der findes utallige gode eksempler på den danske funktionalisme inden for møbeldesign fra den tid. Et velkendt eksempel er Wegners stol The Chair fra 1949 (fig 1.6). Den udstråler på mange måder alt det, den danske funktionalisme stod for: anvendelighed, holdbarhed, imødekommenhed, humanistisk sensibilitet og et æstetisk touch, som i Danmark aldrig blev sekundært på trods af funktionens centrale rolle. Stolen er lavet af kvalitetsmaterialer, lyse og venlige, og er utrolig robust. Træet er et indbydende materiale; det er varmt og naturligt. Der er afrundede hjørner og kanter overalt og let skrånende eller buede former, der bryder de ellers stringente vertikaler og horisontaler. Samtidig er stolen utrolig enkel og det er tydeligt, at den er designet ud fra dens funktion: det skal være en god stol at sidde i! Kontrasterne til fx Rietvelds Rød-blå stol (fig 1.2) er indlysende klare. Udtrykket her er helt modsat mekanisk og stramt styret i et grid. Farvepaletten er bevidst holdt i de tre primærfarver og det ville aldrig passe sig, at indføre en buet form i denne strengt rationelle og kategoriske stol.

Funktionalisme og enkelhed?

Hvorfor alt dette om funktionalismens forskellige afskygninger, når det egentlig skulle handle om enkelhed? Pointen er, at det netop er med funktionalismen, at ornamenteringen, udsmykningen og alt det, der nu synes så overflødigt, fik sin ende. Designet er gennem historien blevet rippet for udsmykning—til at begynde med for anvendelighedens skyld. Og når Loos beskriver, hvordan det kunne være næsten umuligt at få den sidste sjat ud af et vinglas på grund af dets fyldige og altomfattende ornamentering, så er det altså det, vi har fjernet os langt væk fra, når vi i dag dyrker den minimalistiske og ukunstlede æstetik.

Funktionalismen indeholder også en søgen efter orden og harmoni i samfundet. De forskellige retninger har dog haft meget forskellige måder at udtrykke det på. Den ”rene” funktionalisme har primært udtrykt sig råt og objektivt, mens den nordiske og danske humanistisk inspirerede variant har udtrykt sig i mere naturlige former og farver og med en større sensibilitet og imødekommenhed for det menneskelige. Denne sidstnævnte variant af funktionalistisk enkelhed mener jeg, at det er væsentligt at fastholde en bevidsthed om og fortsat udvikle på.